Alle kajakroere er blevet spurgt om de kan lave 'grønlændervending' De seneste 10 år er denne færdighed blevet meget mere almindelig. Der bliver afviklet mesterskaber i (grønlandske) rul, ligesom der bliver stillet krav til kajakinstruktører om, at de skal kunne rulle. Der er dog mange, for hvem kajakrullet fortsat er en færdighed, der virker uoverskuelig at erhverve sig. Mange har forsøgt at lære sig selv at rulle, men har måttet give op. Mange instruktører har et effektivt rul, men besidder ikke de praktiske og analytiske værktøjer til at undervise i rul på en effektiv måde. På den måde forbliver kajakrul en færdighed for de få. Der mangler instruktører der på effektiv vis kan undervise begyndere i rul.
Det gode rul
Kajakrul bør foretages på en sikker måde, hvor der ikke bruges kræfter. Skuldre bør ikke belastes og rullet skal virke under alle vindforhold, og i f.eks strømmende vand. Mennesker har forskellige størrelser og er forskellige når det handler om smidighed. Havkajakker har ligeledes en række forskelle i design og udformning. Alene disse faktorer gør, at kajakrul kommer til at være forskellige, alt efter hvem der udfører disse og i hvilken kajak. Det handler derfor om at finde ud af hvad der skal til for at gøre rullet så sikkert som muligt for en given roer i en given kajak.
Instruktør i rul
Som instruktør i kajakrul er du i stand til på effektiv vis at sammensætte program og undervisning i rul af en større eller mindre gruppe. Målet er altid at få så mange som muligt til at rulle så godt som muligt.
Succés
Hvor lang tid det bør tage en dygtig instruktør at lære en "rullekursist" at rulle er vanskeligt at svare entydigt på. For det første kræver det en klarere definition af målet. Har en kursist lært at rulle fordi personen lykkes med at lave et rul? Eller er succéen først i hus når rullet virker hver gang? Test: Bed kursisten lave 10 rul i træk. Hvis et rul kikser, så giv feedback og start forfra. Som instruktør kan du som tommelfingerregel gå efter, at 80-90% af dine rullekursister kan komme i mål i løbet af en til to timer.
Billedtekst: Eksempler på forskellige setuppositioner.